Bootfitting af skistøvler
Bootfitting eller støvletilpasning kan være forskellen på en god og en knap så god skiferie. Næsten alle har prøvet det med at en skistøvle ikke har passet, har gnavet eller på anden måde ødelagt fornøjelsen ved at stå på ski. Som støvlespecialister hjælper vi dig trygt igennem forløbet så du får en skistøvle der sidder som den skal. Dette er endda med GARANTI!
Vi anbefaler at du booker en tid i vores online kalender eller kontakter os for en aftale. Vi sætter en time af til dig så vi er sikre på at du får den helt rigtige oplevelse. Læs mere herunder omkring processen.
De 4 arbejdsgange:
1. 3D Scan af dine fødder.
2. Prøve udvalgte skistøvler.
3. Opbygning af såler.
4. Bootfitting af skistøvlerne.
1. 3D scan af dine fødder.
Med vores avancerede fodscanner fra Fischer dannes et 3D billede af dine fødder. Her får vi alle mål som er vigtige til at vælge den helt rigtige skistøvle til dig. Ud over længde, højde og bredde viser scanningen også din fodstand. Dvs. hælder du indad, udad eller står du neutralt.
Ud fra dine data beder vi computeren om at udvælge de skistøvler som passer bedst til dine fødder. Typisk kommer der flere støvler fra forskellige mærker så du også får flere valgmuligheder.
Fodscanneren har også et indbygget virtuelt prøverum. Her kan vi se hvordan skistøvlerne vil sidde på dine fødder. Hvor er der god plads og hvor skal vi tilpasse støvlen.
2. Prøve udvalgte støvler.
Nu skal vi i gang med at prøve støvler. Computeren har hjulpet os med at finde de rigtige støvler og nu skal du mærke efter hvilken model der passer dig bedst. Jo bedre at støvlen sidder inden vi tilpasser på støvlen jo bedre resultat. Vi hjælper dig med at få støvlerne helt rigtigt på og sammen gennemgår vi det du oplever.
Passer længden? Trykker eller gnaver støvlen? Føles det rigtigt? Det kan være nogle af de spørgsmål som vi stiller dig. Ud fra scanningen og det du fortæller så kan vi vejlede dig til det rigtige valg.
Vi taler også om hvordan du skal spænde dine støvler, opbevare dem og tørre dem.
3. Opbygning af såler.
Den rette sål er næsten lige så vigtig som den rigtige skistøvle. I modsætning til almindeligt fodtøj er skistøvler ikke fleksible. Hverken i sålen eller rundt om foden. Det stiller store krav til støtte af dine fødder for det helt rigtige fit.
Din fodstilling afslører 3D scanningen. Du kender det sikkert fra dine løbesko som måske slides mere på den ene side end lige meget over det hele. Det kan tyde på at din fodstilling ikke er neutral. En sål hjælper dig med at “holde styr” på dine fødder nede i skistøvlen og gevinsten er bedre kontrol og mere støtte. Med vores avancerede Lenz Custom Mould maskine bygger vi en sål direkte efter dine fødder. Det tager såmænd kun 4 minutter og 19 sekunder.
4. Bootfitting af skistøvlerne.
Vi har fundet de rigtige skistøvler og bygget en sål til dig. Nu skal skistøvler “fittes” til dig og dine fødder.
Vi arbejder både med støvleskallerne og også med inderstøvlerne. Vi tager inderstøvlen ud og varmer hele støvleskallen op til ca 80/90 grader. Når støvleskallerne bliver varme så kan støvlerne formes. Det samme gør vi med inderstøvlerne blot ved en lavere temperatur.
Har du udsatte områder på dine fødder og ankler så tapes disse op for at lave ekstra plads i støvlen.
Når det hele er klart så samler vi støvlerne og nu skal du have dem på igen. Bare rolig! Selvom det er varmt så oplever du kun at de er behagelige at få på. Ligesom sædevarmen i bilen.
Den varme støvleskal begynder nu at tage form efter dine fødder. De steder hvor der før var for lidt plads vil nu udvide sig så der bliver det plads du har behov for. Når støvlen har fået den rigtige form køles den ned med kolde omslag direkte fra fryseren. Hele processen tager ca. 10-15 minutter og du mærker kun at støvlerne er behagelige at have på. Du får støvlerne med hjem med det samme og efter de har stået et døgn må du meget gerne tage støvlerne på i 15-20 minutter og mærke efter om alt er som det skal være. Skulle du mod forventning opleve at den alligevel ikke sidder 100% under skiferien så tilretter vi naturligvis det sidste når du kommer hjem.